Uld er stadig det vigtigste garn i tæppefremstilling og bruges på næsten alle områder. Man skelner mellem ny uld, som kommer fra det levende får og er af højere kvalitet, og garvet uld, som kommer fra det døde dyr og derfor er af lavere kvalitet. Dyrets levested siger også noget om ulden. Højlandsuld kommer for eksempel fra dyr, der lever i bjergene, og er af særlig høj kvalitet og modstandsdygtig. Fordelene ved lavlandsuld ligger i den særligt gode balance mellem uldens blødhed og det økonomiske og dyrevenlige opdræt. Det meste lavlandsuld kommer fra New Zealand, hvor dyrene græsser på de grønne sletter og bakker i det unikke ø-klima.
Uldtæpper nyder tidløs popularitet. Det skyldes ikke mindst uldens positive egenskaber. De bidrager til en varm og hyggelig boligatmosfære, er meget slidstærke og flammehæmmende. De naturlige fedtstoffer i fåreuld gør også tæpper lavet af dette materiale mindre følsomme over for snavs og vand, og de er antistatiske, så de ikke tiltrækker støv som nogle syntetiske fibre.
Da uldfibre kan strækkes op til 30 procent i længden og derefter trække sig sammen igen, er tæpper lavet af uld også mindre følsomme over for trykmærker. Desuden har uld den egenskab, at det lagrer luft i mellemrummet mellem fibrene og dermed har en lydabsorberende, varmeisolerende og klimaregulerende effekt. Uld er ikke kun klassikeren blandt tæppematerialer og har altid været brugt af mennesker til forarbejdning, men som et fornyeligt råmateriale er det også meget efterspurgt blandt miljøbevidste forbrugere. Det er derfor ikke overraskende, at uld findes i alle boligområder.
Men alle, der tager uldtæpper ind i deres hjem, bør også huske på et par ting:
Uld er og bliver et naturprodukt. Selvom det har den positive egenskab, at det regulerer indeklimaet, er det ikke egnet til fugtige rum som f.eks. badeværelser, da konstant fugt vil nedbryde materialet. Uld skal også beskyttes mod skader fra møl.
